I mørket må man sommetider handle (saxo 4)

Klokken var et sted mellem 05.42 og 06.11. Det var det sted på natten, hvor himlen var netop den blå farve, der gjorde at man, i et usikkert øjeblik, kunne blive i tvivl om det var skumring eller morgengry. Men Anna var sikker. Det var nødvendigt at handle. Hun hørte sensommerluften kalde på hende igennem de letåbne vinduer, den hviskede om alt det der ventede. Det var som at snige sig over savannen, indtil gulvet på kollegiegangen knirkede let. Det var godt hun vidste, at han aldrig låste døren.

Hun standsede et øjeblik og så ned af sig selv. Hendes slanke krop var spændt som en flitsbue, og klædt i bare tæer og mørk kjole var hun både usynlig og uhørlig i natten. Hun havde ventet længe på at han skulle falde helt hen, stoppe med at vende og dreje sig i sengen. Nu var tiden inde. Hun undertrykte et grin. Hun var virkelig vild med Christian, det var slet ikke det, det handlede om, men alt var bare gået i stå. Det var nødvendigt. Han så ud som et uskyldigt drømmende barn, der i den bløde dobbeltseng, der snart ville blive plettet af hendes handlinger.

Anna mærkede sin krop tøve et øjeblik, og tog et par dybe indåndinger, for at blive helt klar. Så stillede hun an med hænderne forrest, og kastede sig ned i sengen. ”Bøh!”

Han skreg. Mens hun kildede ham voldsommere og voldsommere gled skriget over i et grin, som gled over i dybere vejrtrækninger da han fik hende manøvreret på plads i sine arme, og kyssede hende med søvnige læber, der smagte af de drømme de skulle dele nu. Det var lige det hun havde brug for.

Med overhængende fare for at lyde som en frygtelig kliché, så er det lidt som om nogen spiller sænke slagskibe med mine fremtidsplaner

(ja det lykkedes faktisk vældig fint, det med klichéen, flot klaret Maya, pissegodt)

PoP 3

We are born-to-late bohemians
feeding on irrelevance
getting high on sweet romance
let us never stop this dance

I'm a poet without brains
trying hard to stay insane
I don't know who I oughta blame
for teaching me to be this lame

You're a nonconformist bitch
making my desire itch
we'll walk the line until it ends
it's not our style to make amends

We're like romeo and juliet
and I guess it's all we'll ever get

I nat snakkede jeg mig selv vågen. En blanding af det, og en 40-tons lastbil der drønede forbi mit vindue. Jeg var midt i at diskutere med en blond, københavnsk politikvinde, hvor forskelligt politiet behandlede de autonome i københavn og berlin, mens vi i et salatfad kørte nordsjælland tyndt.
Jeg ved ikke hvordan jeg havde nået at blive anholdt i både berlin og kbh på en aften. berlinerne lokkede alle ud med en stor magnet. det virkede uskyldigt, men de fik dem til at stille op i rækker, og besluttede derefter systematisk hvem de ville afstraffe. jeg gik fri. københavnerne fik alle ud med tåregas, og tog alle med på en køretur til en samtale om etik og moral.

88 88 88 88

88 88 88 88. Det var det telefonnummer, hun havde givet ham. På en snavset serviet med pletter af lunken fisherman. Hende, som havde bløde øjne og kunne give sommerfuglekys bare ved at kigge på ham. Måske var det noget med den mascara hun brugte, man så jo så meget i reklamerne.
Han brugte nøjagtig 24,5 time på at gå rundt om telefonen, som katten der håber, at ingen opdager den åbne dåse jakabov på bordet. Han skulle bare finde det magiske tidspunkt.
I løbet af de 24,5 time sad hun på smarte caféer rundt omkring i byen, hvor hun bundede latte på latte og lod som om hun havde glemt ham, og hendes veninder lod som om de havde glemt den lommelærke hun hev op af tasken når de vendte blikket for at læse vigtige sms'er. Hun havde lidt dårlig samvittighed, men sådan var der jo så meget. På et tidspunkt troede hun, det var ham der gik forbi vinduet, på den anden side af det plettede glas. Men det var vist bare førnævnte samvittighed.
Da han til sidst tog sig selv i nakken, kastede de otte ottetaller mod telefonens tastatur og løftede røret mod øret, var det en venlig mand ved navn Peter, som svarede. Han undskyldte sig med forkert nummer, og lagde på igen. Han kunne jo ikke risikere at Peter troede hun sådan gik og flirtede i byen. Han ville ikke ødelægge noget. Han tørrede sveden af panden med den serviet han havde knuget lige siden han fik den, og så smed han den ud.

PoP 2

I want to collide outside time and space
I want to leave without leaving a trace
I can't stand losing what I wanted so bad
But there's thunder in my eyes and ears
I'm overruled by rules and fears
and I'm losing all the good things, I thought I'd never have

I can't go back and decide once again
but I hope so bad that this is not the end
I'll be where you want me if you still want me to

(du kan lytte hvis du trykker)

Tid og rum

jeg har altid tænkt over
tid og rum
det har været med mig
og imod
ligesom jeg har spændt ben for
for mange engle
fejet tabte fjer ind under gulvtæppet
og gemt filosoffer under huden

men jeg noget så færdig med
metafysik og afstandsfilosofi
lige nu
og til sommer

ud af x mennesker i rummet
har x fundet kærlighed
og x leder efter den
men 1 vil på eventyr
og jeg håber du vil med

PoP

jeg bider mig i læben
i en tom kupé i nat
mens jeg flygter
det er tid og rum
der er imod os
tomme neonlygter

der er rimfrost på min rude
der er kryb under min hud
der er hule øjenkroge
der er hjerter
der flås ud

jeg er stum
jeg er kold
jeg ånder dit navn på min rude
jeg er træt
jeg er væk
jeg er nogens synkende skude

OK analog

vi er analoge eksistenser i digitale virkeligheder, og indtil de opfinder en converter i sårn helt O.K. kvalitet, er det kun vores minder der kan forbindes med hinanden. jeg har hørt de har slukket for sendenettet. jeg er lidt bange for at blive væk, men der var alligevel aldrig noget godt i mit fjernsyn.

jeg har slettet alle mine ord om tabte tanker, fra en støvet notesbog, nu venter jeg bare på perronen, jeg skal nå det sidste tog. Så jeg kan slappe af og stirre blindt på jeres lykkelige klichéer, mens jeg forundres over at i tror, i kan se mig. Jeg har glemt de ord jeg mangler, der er intet der står printet i min mund.
jeg husker kun glimt af de historier, du fortalte.

DYR

Om dagen er vi grå katte
der hører til alle steder
om natten er vi små fugle
som flyver i forrevne klæder
vi er alle verdens dyr
vi kunne ikke have det bedre

Pjat

Hvis jeg ku' vær' din tiny dancer
var du min elektriske jazztrio
hvis vi ku' ligge her lidt længere
i skovens dybe stille ro
lad det stå til det kan falde
lad det gro hvis det vil gro

det er sådan jeg er bygget
det' det eneste jeg kan
bare ligge musestille
og glemme alt
om gud
og fædreland