I mørket må man sommetider handle (saxo 4)

Klokken var et sted mellem 05.42 og 06.11. Det var det sted på natten, hvor himlen var netop den blå farve, der gjorde at man, i et usikkert øjeblik, kunne blive i tvivl om det var skumring eller morgengry. Men Anna var sikker. Det var nødvendigt at handle. Hun hørte sensommerluften kalde på hende igennem de letåbne vinduer, den hviskede om alt det der ventede. Det var som at snige sig over savannen, indtil gulvet på kollegiegangen knirkede let. Det var godt hun vidste, at han aldrig låste døren.

Hun standsede et øjeblik og så ned af sig selv. Hendes slanke krop var spændt som en flitsbue, og klædt i bare tæer og mørk kjole var hun både usynlig og uhørlig i natten. Hun havde ventet længe på at han skulle falde helt hen, stoppe med at vende og dreje sig i sengen. Nu var tiden inde. Hun undertrykte et grin. Hun var virkelig vild med Christian, det var slet ikke det, det handlede om, men alt var bare gået i stå. Det var nødvendigt. Han så ud som et uskyldigt drømmende barn, der i den bløde dobbeltseng, der snart ville blive plettet af hendes handlinger.

Anna mærkede sin krop tøve et øjeblik, og tog et par dybe indåndinger, for at blive helt klar. Så stillede hun an med hænderne forrest, og kastede sig ned i sengen. ”Bøh!”

Han skreg. Mens hun kildede ham voldsommere og voldsommere gled skriget over i et grin, som gled over i dybere vejrtrækninger da han fik hende manøvreret på plads i sine arme, og kyssede hende med søvnige læber, der smagte af de drømme de skulle dele nu. Det var lige det hun havde brug for.