I mørket må man sommetider handle (saxo 4)

Klokken var et sted mellem 05.42 og 06.11. Det var det sted på natten, hvor himlen var netop den blå farve, der gjorde at man, i et usikkert øjeblik, kunne blive i tvivl om det var skumring eller morgengry. Men Anna var sikker. Det var nødvendigt at handle. Hun hørte sensommerluften kalde på hende igennem de letåbne vinduer, den hviskede om alt det der ventede. Det var som at snige sig over savannen, indtil gulvet på kollegiegangen knirkede let. Det var godt hun vidste, at han aldrig låste døren.

Hun standsede et øjeblik og så ned af sig selv. Hendes slanke krop var spændt som en flitsbue, og klædt i bare tæer og mørk kjole var hun både usynlig og uhørlig i natten. Hun havde ventet længe på at han skulle falde helt hen, stoppe med at vende og dreje sig i sengen. Nu var tiden inde. Hun undertrykte et grin. Hun var virkelig vild med Christian, det var slet ikke det, det handlede om, men alt var bare gået i stå. Det var nødvendigt. Han så ud som et uskyldigt drømmende barn, der i den bløde dobbeltseng, der snart ville blive plettet af hendes handlinger.

Anna mærkede sin krop tøve et øjeblik, og tog et par dybe indåndinger, for at blive helt klar. Så stillede hun an med hænderne forrest, og kastede sig ned i sengen. ”Bøh!”

Han skreg. Mens hun kildede ham voldsommere og voldsommere gled skriget over i et grin, som gled over i dybere vejrtrækninger da han fik hende manøvreret på plads i sine arme, og kyssede hende med søvnige læber, der smagte af de drømme de skulle dele nu. Det var lige det hun havde brug for.

88 88 88 88

88 88 88 88. Det var det telefonnummer, hun havde givet ham. På en snavset serviet med pletter af lunken fisherman. Hende, som havde bløde øjne og kunne give sommerfuglekys bare ved at kigge på ham. Måske var det noget med den mascara hun brugte, man så jo så meget i reklamerne.
Han brugte nøjagtig 24,5 time på at gå rundt om telefonen, som katten der håber, at ingen opdager den åbne dåse jakabov på bordet. Han skulle bare finde det magiske tidspunkt.
I løbet af de 24,5 time sad hun på smarte caféer rundt omkring i byen, hvor hun bundede latte på latte og lod som om hun havde glemt ham, og hendes veninder lod som om de havde glemt den lommelærke hun hev op af tasken når de vendte blikket for at læse vigtige sms'er. Hun havde lidt dårlig samvittighed, men sådan var der jo så meget. På et tidspunkt troede hun, det var ham der gik forbi vinduet, på den anden side af det plettede glas. Men det var vist bare førnævnte samvittighed.
Da han til sidst tog sig selv i nakken, kastede de otte ottetaller mod telefonens tastatur og løftede røret mod øret, var det en venlig mand ved navn Peter, som svarede. Han undskyldte sig med forkert nummer, og lagde på igen. Han kunne jo ikke risikere at Peter troede hun sådan gik og flirtede i byen. Han ville ikke ødelægge noget. Han tørrede sveden af panden med den serviet han havde knuget lige siden han fik den, og så smed han den ud.