88 88 88 88

88 88 88 88. Det var det telefonnummer, hun havde givet ham. På en snavset serviet med pletter af lunken fisherman. Hende, som havde bløde øjne og kunne give sommerfuglekys bare ved at kigge på ham. Måske var det noget med den mascara hun brugte, man så jo så meget i reklamerne.
Han brugte nøjagtig 24,5 time på at gå rundt om telefonen, som katten der håber, at ingen opdager den åbne dåse jakabov på bordet. Han skulle bare finde det magiske tidspunkt.
I løbet af de 24,5 time sad hun på smarte caféer rundt omkring i byen, hvor hun bundede latte på latte og lod som om hun havde glemt ham, og hendes veninder lod som om de havde glemt den lommelærke hun hev op af tasken når de vendte blikket for at læse vigtige sms'er. Hun havde lidt dårlig samvittighed, men sådan var der jo så meget. På et tidspunkt troede hun, det var ham der gik forbi vinduet, på den anden side af det plettede glas. Men det var vist bare førnævnte samvittighed.
Da han til sidst tog sig selv i nakken, kastede de otte ottetaller mod telefonens tastatur og løftede røret mod øret, var det en venlig mand ved navn Peter, som svarede. Han undskyldte sig med forkert nummer, og lagde på igen. Han kunne jo ikke risikere at Peter troede hun sådan gik og flirtede i byen. Han ville ikke ødelægge noget. Han tørrede sveden af panden med den serviet han havde knuget lige siden han fik den, og så smed han den ud.