jeg bøjer mig
i neon

og putter dine tårer
i mikroovnen

Det var i dag, det hele gik i stå
og hvert hjerte, i hver en kattekilling
pludselig stoppede med at slå

Det var i dag, det hele gik af led
og hver pilot, i hver en lille flyver
pludselig styrtede ned

Det var i dag, hvert et lys gik ud
og alle hjerter, i alle unge piger
pludselig stod for skud

Det var i dag, du glemte hvem du var
og alle folk du mødte, på hver en ensom vej
var sære fremmede, som ikke havde nogen svar

Dear Dr. Emma B.

I am delighted to tell you, that I will be joining you at the School of English at Kent come September.

Regards,
Maya

jeg har først lige fattet hvad det er der er på spil som gør mig ked af det. det er ligesom kærestesorger, men det er noget helt andet, det er det ikke-skete, det er mulighederne der slukkes på en grå kontakt. og det er noget af det, jeg har allersværest ved.

er blevet meget klogere
og meget mindre sikker

"She was in the circus too

We were both just ruthless, rootless scatterbrains

who felt most at ease in the vacant space

between this endless highway

and the next

We found each other

and found pleasure

in mirroring our existential issues

in each others souls

I don't recall the color of her eyes

just the image of myself

on their surface

We could put up with each other for a while

not for long

but a single, ageless summer

is still some kind of time, right?

It could have been so much worse"

"He was in the circus too

had dark green eyes, and black curly hair

Maybe that was what I fell for

the rest of him surely wasn't worth a second glance

He was a slacker, a space cadet

with the bag full of tricks and cheap philosophy

and I knew from the start

neither to hang in nor hang around

But through that single summer

we shared a present future

And a single summer

is still some kind of time, right?

Or at least a much-needed recess from real existence"

Jeg vejer mine ord på en guldvægt
før jeg siger dem videre til dig
så du skal ikke tage det så tungt
jeg mener det kun
hundrede gange mere
end du nogensinde får at vide
mindst

"The world always seems brighter when you've just made something that wasn't there before."

- Neil Gaiman

der er tomt i mit hovede
og uro i mit blod
der er eventyr på vejene
men jeg er for træt

nåmn du ved, det er bare sådan
en ualmindeligt bad case of
helt almindelig søndagsblues
så jeg gør hvad man gør
går lidt rundt om mig selv
drikker lidt for meget kaffe
fodrer nogle ænder
og tænker at
"i morgen er en mandag"
og så går det nok

med hovedet under armen

er jeg blevet kun min krop

og alle følelser er blevet sanser

radio

der er ingen sange, der handler om mig for tiden

og det er også fint

det er andres tur

jeg gider egentlig ikke

tidlig sensommer

slå håret ud, slå blikket ned

og fortæl mig så at kærlighed

hænger løst på alle træer i skoven

stræk fingre ud, pak hjertet ind

flyv med den sidste sommervind

jeg tror du hører til et andet sted

hvis jeg kunne sove resten af mit liv

kun afbrudt af sporadiske semi-opvågninger

hvor vi fortæller hinanden

hvad vi har drømt

med søvn i øjnene

tror jeg, jeg ville være lykkelig

og nu går jeg i seng igen

Darwin's rosenhave eller Dan Brown's Hogwarts?

photo credits: wikipedia

Enter

And then you ask me who I am and I

ask you the same question and we

look a little into

each others eyes which has

unmentionable colors just

because we heard somewhere that's a

very decent way to pass some time

Like when we wander in

crammed department stores

digging deep into

freezers searching for

signs of ourselves or just

smoked salmon

Like when we gaze at

nature to feel as if a

part of something greater or just

imagine what it feels like to

have roots

You know, there are endless

possibilities, I,

a pseudo-intellectual

suburbian boheme, I,

an enthusiast of grey melange, I

a manifestation of indolence, but

which one do you prefer?

Let's watch something else than

each other just for

a little while, let's

jump the train and leave these

houses that were never homes, let's

just be a part of the process

As long as we do that I think

we're still some kind of

human at least

Only cats walk safely

on a night like this

But little girls are bright and bold

and looking for a kiss

And little girls will stray

as they always have

forget the coming darkness

and - well, you do the math

And wolves are very patient

and very silver-tounged

you can smell saliva

when they smell girls that young

Hush, girls, come a little closer

I have a house that's safe and sound

and you'll be safe as houses

as long as I'm around

My words are soft as honey

and I'll clean up this mess

you'll be last against the wall, I promise

(but you'll get there none the less)

Little girls are guided home

by the fire in his eyes

Little girls are stupid

and licking up his lies

Hush, girls, come a little closer

I know somewhere to hide

and if you're very brave

I'll take you on a special ride

And those little girls were blinded

he won without a fight

so believe me when I tell you

only cats are safe tonight

I mørket må man sommetider handle (saxo 4)

Klokken var et sted mellem 05.42 og 06.11. Det var det sted på natten, hvor himlen var netop den blå farve, der gjorde at man, i et usikkert øjeblik, kunne blive i tvivl om det var skumring eller morgengry. Men Anna var sikker. Det var nødvendigt at handle. Hun hørte sensommerluften kalde på hende igennem de letåbne vinduer, den hviskede om alt det der ventede. Det var som at snige sig over savannen, indtil gulvet på kollegiegangen knirkede let. Det var godt hun vidste, at han aldrig låste døren.

Hun standsede et øjeblik og så ned af sig selv. Hendes slanke krop var spændt som en flitsbue, og klædt i bare tæer og mørk kjole var hun både usynlig og uhørlig i natten. Hun havde ventet længe på at han skulle falde helt hen, stoppe med at vende og dreje sig i sengen. Nu var tiden inde. Hun undertrykte et grin. Hun var virkelig vild med Christian, det var slet ikke det, det handlede om, men alt var bare gået i stå. Det var nødvendigt. Han så ud som et uskyldigt drømmende barn, der i den bløde dobbeltseng, der snart ville blive plettet af hendes handlinger.

Anna mærkede sin krop tøve et øjeblik, og tog et par dybe indåndinger, for at blive helt klar. Så stillede hun an med hænderne forrest, og kastede sig ned i sengen. ”Bøh!”

Han skreg. Mens hun kildede ham voldsommere og voldsommere gled skriget over i et grin, som gled over i dybere vejrtrækninger da han fik hende manøvreret på plads i sine arme, og kyssede hende med søvnige læber, der smagte af de drømme de skulle dele nu. Det var lige det hun havde brug for.

Med overhængende fare for at lyde som en frygtelig kliché, så er det lidt som om nogen spiller sænke slagskibe med mine fremtidsplaner

(ja det lykkedes faktisk vældig fint, det med klichéen, flot klaret Maya, pissegodt)